Globalisering

Du tror, at alle mennesker har lige moralsk værdi uanset hvor de er født, og at grænser er administrative bekvemmeligheder, ikke moralske grænser.

I 1948, da De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, fremsatte den en påstand så dristig, at den stadig ikke er fuldt absorberet: enhver menneske, overalt, har medfødt værdighed og lige rettigheder - ikke på grund af deres statsborgerskab, deres etnicitet, deres religion eller deres nytteværdi, men fordi de er mennesker. Punktum.

Dit verdenssyn tager dette alvorligt. Når et barn drukner i Middelhavet i forsøget på at nå Europa, er dette barns liv ikke mindre værd end et barn, der dru…  kner i en swimmingpool i dit nabolag. Når en familie flygter fra en krigszone, bliver deres lidelse ikke mindre virkelig, fordi det sker på den anden side af en grænse, du ikke har trukket. Den moralske cirkel, der stopper ved den nationale grænse, er ikke principfast - den er vilkårlig.

Filosoffen Peter Singer stillede et tankeeksperiment, der krystalliserer dette: Hvis du gik forbi et druknende barn i en dam, ville du redde dem uden tøven, selvom det ødelagde dine dyre sko. Men tusindvis af børn dør hver dag af forebyggelige årsager, og du kunne redde nogle af dem for prisen på de sko. Hvad er den moralske forskel? Afstand? Nationalitet? Pasfarven? Ingen af disse er moralsk relevante - de er bare psykologisk bekvemme.

Dette verdenssyn har også en hård pragmatisk kant. Klimaforandringer respekterer ikke grænser. Pandemier tjekker ikke pas. Atomspredning truer alle. Problemerne, der vil definere det 21. århundrede, er af global karakter, og instinktet til at trække sig tilbage bag nationale mure er ikke kun moralsk snævert - det er strategisk selvmorderisk. Din sikkerhed afhænger af stabiliteten i steder, du aldrig vil besøge, og din økonomi afhænger af velstanden hos mennesker, du aldrig vil møde.